Original Montgomery brandets arv
Den første duffelcoat så dagens lys i slutningen af 1880’erne i Storbritanniens Kongelige flåde som svar på sømændenes anmodning om noget overtøj, som kunne beskytte dem mod uvejr, der ofte ramte den britiske flåde i Nordatlanten og Det Arktiske Hav.
Første duffelcoat design
Det originale design var meget anderledes end den moderne klassiske duffelcoat. Det er stadigvæk uklart, hvornår den opstod, men her er et fotografi fra midten af 1890’erne, der antagelig viser de britiske sømænd iklædt en duffelcoat i originalt snit. Den var kort, meget løs, foran var der et lås under halsen. Dette snit begrænsede ikke bevægelserne, når det var nødvendigt at løbe op ad trapperne, og gav samtidigt plads til at manøvrere med våben osv. Men den kunne ikke holde på varmen og var alt for tung. Hætten, der lignede den som blev brugt af munke, var også dårlig til at beskytte mod stormvinde. Sømændene har ofte bundet en snor rundt om taljen og fastgjort den til hættens inderside for at mindske den overflødige plads. Den næste model fik tilføjet justerbare låse rundt om hætten, der kunne stramme den tæt til og således beskytte sømændenes ansigter mod kolde vinde.
Ved århundredeskiftet skabte briterne duffelcoatens anden model, der ligner meget duffelcoaten i det moderne snit — den er lige, er ikke ringere end dobbeltradet model med figur sømme på skuldre. Takket være denne funktion er duffelcoaten blevet mere praktisk, da det er blevet nemmere at bære tunge ting over skulderen, og frakkens vandafvisende egenskaber i skulderområdet er ligeledes blevet bedre — lige hvor regnen rammer først.
Stof til fremstillingen
Navnet duffel stammer fra den belgiske by Duffle eller Dufel (alt afhængigt af, hvordan du udtaler det — på fransk eller flamsk), hvor stoffet stammer oprindeligt fra. Den er fremstillet af tung, kogt twilluld, og byens navn blev vævet ind i kanten, der blev afskåret for at beskytte stoffet under transport. Sådan fik frakken navnet duffel.
Efter at duffelen blev syet i Storbritanniens Kongelige flåde — og næsten hele processen fandt sted i Storbritannien — besluttede politikerne sig for, at stoffet skulle blive britisk og ikke belgisk, så fra begyndelsen af århundredet begyndte man at bruge britisk uld. Sidenhen brugte den britiske Kongelige flåde to typer af duffelcoats.
Stoffet fandtes i alle farver: fra kamel-farvet til khaki, endda brunt, men overraskende nok var der ingen mørkeblå i paletten. Dette blev gjort for, at prisen kunne forblive lav, eftersom duffelcoatens farve bestemmes af farven fra fårens uld.
Duffelcoats fremstillet af ulden fra de får med mest naturlig lanolin — det voksagtige stof, som er et naturligt vandtætningsmiddel — var bedre beskyttet mod uvejr.
Duffelcoatens forenelig rolle
Ligesom den britiske Kongelige flåde, bestilte flådestyrkerne i andre lande også frakkerne, der blev fremstillet i England, og brugte dem i alle væbnede styrker. Snart kunne man se de britiske officerer iklædt duffelcoats, der blev anskaffet i flåden. Det blev klart for de militære ledere, som i det mindste tænkte på fremtiden, at krigens resultat afhang af soldaternes tro på lighed og retfærdighed, og at straffemetoden, der stadigvæk var udbredt i begyndelsen af første verdens krig, skulle ertstattes. Duffelcoaten var populær blandt nogle officerer, fordi de på denne måde kunne fortælle, at de er på ligefod med andre almindelige soldater, og duffelen blev til et unvirselt overtøj mod uvejr. Men det blev der set tvivlsomt på i hæren, derfor kan man sjældent finde officerer iklædt duffelcoats på officielle billeder, da klasseulighed var anerkendt i hæren. Ikke desto mindre greb den, der tjente på skibet for den Kongelige britiske flåde, den første tilgængelige duffel, når det var tid til at gå på dækket, uanset om det var en almindelig sømand eller en admiral — alle bar en duffel.
Duffelcoats blev endda leveret til de første besætninger på ubåde, men de var forkortede eller udskiftet med jakker svarende til motorcyklist jakker, da det var vigtigt at spare på pladsen.
I løbet af 1930’erne forberedte Storbritannien sig på krig, imens blev duffelcoats produceret i millionvis. Igen var alle farver tilgængelige, selv mørkeblå kunne man finde. De kamel farvede blev normalt brugt af flåden, mens khaki blev brugt af hæren. Under anden verdenskrig blev duffelcoaten båret af samtlige allierede hære og flåder. Dette forklarer delvist, hvorfor duffelcoats er populære i mange andre lande.
I 1941 oprettede oberst David Stirling Long Range Desert Group (”North Desert Intelligence Group”) I Nordafrika, som senere fusionerede med den berømte SAS. Gruppen fik til opgave at ubrede panik bag fjenden, hvilket blev klaret meget effektivt. Gruppen kørte på Chrysler lastbiler, der blev bygget om til kampkøretøjer uden tag og med tunge maskingeværer monteret bagpå.
Hele holdet var udstyret med duffelcoats, der blev brugt som sæder i løbet af dagen, mens konvojen bevægede sig gennem ørkenen, og som soveposer under de kolde nætter.
Stirling mente, at SAS havde ingen leder, at der kun var målbevidste mennesker med usædvanligt mod. SAS-soldater bar duffelcoats helt til ende — som tegn på ægte lighed.
Historien om feltmarskalk Bernard Lowe Montgomery, der ligesom Stirling tjente i Nordafrika, er også kendt. Den højeste militære rang i de britiske landstyrker forhindrede ham ikke i at bære en duffelcoat, og dette elskede soldaterne ham for. Således spillede duffelcoaten en vigtig rolle i forenelse af soldater og officerer i den britiske hær.
Efterkrigstiden
Efter krigen blev hundrede af duffelcoats, der ikke blev brugt af militæret, solgt billigt eller ydet som humanitær hjælp til de krigsramte regioner i Europa. Således fik den ydmyge duffelcoat en ny politisk betydning og blev en del af de mindre velhavendes garderobe — tydelig tegn på, at duffelcoaten blev en ”folks frakke”. Denne strøm af duffelcoats fortsatte frem til 1960’erne. Solidt syede duffelcoats tjener længe.
I dag er duffelcoaten alles yndlings unikke britiske klassiker, som man stræber at efterligne. De britiske duffelcoats bevarede ikke kun de originale duffelcoaternes ånd, men løftede også kunsten at fremstille disse frakker på et højere niveau. Efter at have eksisteret i over hundrede år, er vi sikre på, at vi aktivt vil udvikle os i mindst hundrede år mere.